Lisbeth Groce oli tanskalainen lotta. Hän kertoo muistelmissaan hetkistä, jolloin sotalapset saapuivat Tanskaan. Kertomukseen mahtuu surua, turhautumista ja epätoivoa, mutta myös iloa ja onnea. Erityisesti Lisbeth Groce muistaa erään kaksi- ja puolivuotiaan pojan, Matin. Lapsi ei suostunut tilapäismajoituksessa syömään eikä juomaan, hän makasi vain apaattisena sängyssään. Groce kutsui paikalle lääkärin. Diagnoosi oli, että lapsi oli surusta sairas. Lisbeth Groce otti pikku Matin siipiensä suojaan ja yritti parhaansa mukaan auttaa poikaa sopeutumaan uuteen ympäristöön. Lasten mukana matkusti suomalainen lotta, joka opetti tanskalaisille lotille suomea. 12 lauseella tanskalaiset lotat yrittivät sitten pärjätä suomalaisten 2-6-vuotiaiden lasten kanssa. Osa vanhimmista lapsista koki matkan Tanskaan suurena seikkailuna ja he koettelivat välillä myös tanskalaisten lottien kärsivällisyyttä. Nämä yrittivät parhaansa mukaan pitää järjestystä lapsilaumassa. Lapset sijoitettiin koteihin. 
Groce kuvaa lasten luovuttamishetkeä liikuttavaksi ja ikimuistoiseksi. Pikku Matista Groce joutui luopumaan viimeisenä. Hän sai vanhemmikseen nuoren lapsettoman pariskunnan, joka antoi hänelle 
rakastavan kodin.
Tanskalaislotan muistelut suomalaisten lasten kohtaamisesta Vi rejser med Finnerbørn Af Lisbeth Groce Seksoghalvtredsintyve smaa langnæsede finske unger, kom stille og forsagt spadserende 
to og to ind i vandrehjemmet paa Østerbro. Hvor var de snavsede, blege, tynde og 
henrivende. Man behøvede blot at kaste et flygtigt blik paa dem, og man elskede dem 
med det samme. I løbet af sekunder var de for delt paa de respektive lotter, og lige saa 
hurtigt var de anbragt i køjerne, det eneste sted, hvor man var i stand til at nummerere 
dem. Navnene var jo umulige at lære paa saa kort en tid. Efter maaltidet hvor de høvlede 
grød og frikadeller i sig, som om de ikke havde set mad i maanedsvis, gjalt det om at faa 
dem til ro, for rejsens videre besværligheder begyndte allerede kl. 5 næste morgen. De store børn de var omkring 6 aar – tog det hele som et herligt eventyr, de var fulde af 
sjov og ballade og absolut ikke oplagte til at sove, men de smaa – fra 15 maaneder og 
opefter – var utrøstelige i savnet efter Deres mor. Lille Matti, min Yngste, laa stille og 
apatisk paa sin køje, det var ikke muligt at faa ham ned i spisesalen, endsige faa tøjet af 
ham, tilsidst maatte jeg tilkalle sygeplejersken for jeg troede han var syg. Da hun paa stille 
og fortrolig maade havde talt lidt finsk med ham, erklærede hun, at han var syg af sorg - 
og jeg matte give hende ret, altdig har jeg set en saa bundløs fortvivelse i et par barneøjne, 
- og han var kun 2 1/2 aar gammel. I de 24 timer, Matti og jeg tilbragte i hinandens selskab, 
saa jeg ham ikke smile een eneste gang, - og jeg gjorde mig dog umage. Jeg sad paa 
sengekanten og græd med ham til han endelig faldt i søvn af lutter udmattelse. Den store rare finske lotte havde givet mig et lunkursus i Finsk, resultatet var 12 gloser, 
som jeg efter egen mening, slyngede om mig med bravouer - børnene har aabentbart 
ikke været slet saa imponerede, for til trods for mit tordnede "nukkomaan" (lotten havde 
naturligvis ikke haft tid til at lære mig at stave) fløj de rundt fra den ene køje til den anden 
som aberne i Zoologisk have, underlige saa mange hyl og skrig. Da klokken efterhaanden 
nærmede sig 9 1/2 var jeg kar over, at min autoritet stod paa spil og at noget alvorligt 
maatte gøres for, at redde den sidste rest af respekt, hvorfor jeg paa dansk brølede ud 
over sovesalen. "Hold nu mund". Det hjalp! Et øjeblik efter herskede der stilhed i rummet, regelmæssige aandedrag, endnu af og til afbrudt af de sidste dønninger af de smaas 
hjereskærende graad, forkyndte, at der var ro i lejeren, og den fred, som sovende børn 
er i stand til at sprede, faldt som balsam paa min betrængte sjæl. Vi var ti lotter, der næste dag skulle følge gørnene til en by i Jylland, det var en stræng dag, 
der væntede os, men alligevel blev der ikke til megen søvn. Anbring ti kvinder i samme 
soverum g de forvandles til lige saa mange støjende og fjantede skolepiger. Det var nogle 
tæmmelige klatøjede med dog uhyre veloplagte lotter, der kl. 4 1/2 næste morgen indtog 
det noget tvivlsomme morgenmaaltid i vendrehjemmets spisesal. De ulykkelige smaa blev saa blidt som muligt revet ud af morfeus arme - nu var der ingen 
af dem, der var oplagt til sjov, alle forsøgte de klynkende, at vende sig om paa den anden 
side, - men intet hjalp, op skulle de. Køreturen med den reseverede sporvogn livede dog hurtigt op pa dem, helt upaavirkelige 
kunde de vel heller ikke være overfor den lykke, de vakte overalt hvor de kom frem. Jeg havde faaet betroet den ansvarsfulde opgave at transportere 5 potter gennem det meste af Danmark, de hang og dinglede lystigt bag paa min rygsæk, og at jeg fremkandte 
munterhed hos de forbipasserende, behøver jeg vist ikke at sige. Jeg havde aldrig klaret 
hvervet som Potteroffcer, hvis jeg ikke uventet havde faaet hjælp af en ung mand, der 
frejdigt hoppede op i vor reserverede Waggon og fulgte os paa hele rejsen. Han havde 
været i Finland som frivillig i vinterkrigen, og syntes derfor, at børnene hørt ham til. 
Hver gang der fra en af kupeerne blev kaldt paa potter, sturtede han afsted med dem. 
Han var rørende! Jeg havde forøvrigt ogsaa anden fornøjelse af ham, han holdt f.eks. min 
cigaret, hver gang en af de andre lotter passerede (det er som bekendt for budt lotter at 
ryge under tjenesten, et næsten uigennemærligt forbud, og han delte troligt sin lækre 
madpakke med mig, der var forsynet med et folkekøkkens velmente, men ikke særlig 
spændende pakker. Paa færgen blev vi vist op paa det øverste dæk. Der anbragte vi børnene paa kanten af 
en stor firkantet forhøjning, hvor de sad saa tæt som svaler paa en telegraftraad og indtog 
deres frokost. De nærede sandelig ingen foagt for folkekøkkenets frembringelser, det gled 
i dem som var det mælk og honning, en efter min mening, modbydelig sammensætning, 
men det er jo nu engang vedtaget, som udtyk for noget særligt delikat. I Korsør havde vi faaet to store drenge, som havde været hernede i et par aar og som nu skulle til nyt opholdsted, med i flokken. De havde megen morskag af de smaas sprog, som 
de ikke forstod eet ord af, men den ene kunde dog endnu tælle til ti paa finsk, hvad der 
øjensnlig impornerede den anden kolosalt. Jeg saa de som min opgave i det internationale samkvem, at lære dem mine 12 gloser, det lykkedes under megen fnis og grin fra drengenes 
side, men de var dog meget stolte, naar de smaa reagerede paa deres tiltale. Jeg haaber, 
min sprogundervisning har bidraget til, at de kunne optræde nogenlunde høvisk, naar de 
vendte tilbage til deres fædreland. I Fredericia var der en dame, som blev saa betaget ved synet af alle disse smaa unger, at 
hun styrtede ud og opkøbte hele banegaardens lager af ispinde, som hun fordete blandt 
børnene. Indtil da var det lykkedes, at holde dem nogenlunde rene, men efter dette, - du 
milde himmel, hvor saa de ud, og om et øjeblik skulle de afleveres til de respektive 
plejeforældre. Da vi kom til vort bestemmelsested, var hele byen paa benene, det var, som jeg forestiller 
mig en kongemodtagelse. Politiet maatte bane vej igennem mængden, og det var betagen
de at se alle de milde og vaade øjne, der fulgte vor lille flok. Det havde sine vanskeligheder, 
at holde sammen paa mine børn for velmende damer vilde hele tiden hjælpe med at bære 
eller holde i haanden. Havde jeg givet en af dem fra mig, - og det var fristende, for Matti 
havde paa hele rejsen nægtet at gaa, saa foruden rygsæk, potter og 6 børn ved haanden 
havde jeg ham paa armen, - saa havde jeg sikkert aldrig set barnet igen. En dame i mængden greb pludselig fat i mig og spurgte ivrigt om der var en lille pige ved 
navn Aino, og saa fulgte et malabarisk efternvn for saa var det hendes plejebarns søster. 
Endnu var det ikke lykkedes mig at lære børnenes fulde navne at kende, men da jeg saa 
hendes plejebarn, svarede jeg frækt ja, for jeg havde virkelig en der saa nøjagtig ligesaadan 
ud, blot adskillige aar yngre. Gensynet mellem disse to var kostelig. Den store pige havde 
være hernede i 1 1/2 aar og kunde ikke mere tale finsk, ligesom hun øjensynlig ogsaa havde 
glemt, hvordan den lille søster saa ud. Den lille havde i løbet af de sidste døgn været ude 
for saa mange mærkelige oplevelser, at intet mere gjorde intryk på hende. Da den store 
gentagne gange havde spurgt den lille: Hedder du Aino? maatte jeg oplyse hende om, at 
hendes søster ikke forstod dansk, hvortil hun svarede: De' ka' oss' vær' de' samm' for je' 
kender hende pa hatten. Saa var der jo ingen tvivl længere, hun var identificeret! Paa et hotel i byen blev børnene udleveret til plejeforældrene. Det var en scene, som jeg 
aldrig vil glemme. Ligegyldig hvor snavset og forsømt den lille saa ud, saa var det netop 
han eller hende, plejemoderen helst vill havde. Hver eneste en blev taget op i et par 
moderlige arme og kyssset og knuset mens plejefaderen i smug tørrede en taare af i 
trøjeærmet. Heldigvis var mine børn de sidste der blev udleveret, saa jeg fik god tid til at tage afsked 
med dem og fik kigget lidt paa deres plejeforældre. Navnlig lille Matti laa mig stærkt paa 
sinde. Jeg fik oplyst, at han skulle til et yngre, barnløst ægtepar, der elskede børn. Da jeg 
afleverede ham græd jeg, men da jeg saa ham lægge sit lille, lyslokkede hovede tillidsfuld 
ind til hende, og saa den ømhed og kærlighed der lyste ud af hender øjne, saa gik jeg 
beroliget bort en stor oplevelse rigere.